Vedtægter

Disse vedtægter gælder for Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse.

 

§ 1. Navn

Selskabets navn er Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse (DSMU), in English Danish Society for Medical Education. Foreningens er forankret i Lægeforeningen, herunder de lægevidenskabelige selskaber (LVS).

 

§ 2. Formål

Selskabet er et videnskabeligt selskab, som har til formål at fremme udvikling af og forskning i præ- og postgraduat medicinsk uddannelse i Danmark. Dette sker bl.a. ved at afholde møder, symposier og kurser hvor perspektiver indenfor medicinsk uddannelse kan drøftes og diskuteres.

 

§ 3. Medlemskab

Selskabet optager som ordinære medlemmer læger og lægestuderende samt andre fagpersoner, der interesserer sig for medicinsk uddannelse.

Optagelse som medlem af selskabet skal godkendes af sekretariatet. Organisationer og virksomheder med interesse for selskabets formål kan opnå medlemskab, dog uden stemmeret og i øvrigt på betingelser fastsat af bestyrelsen. Medlemmerne hæfter ikke for selskabets økonomiske forpligtelser.

 

§ 4. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 9 medlemmer valgt blandt selskabets medlemmer.

 

Bestyrelsen leder selskabets anliggender, repræsenterer det udadtil og varetager dets interesser. Bestyrelsen fastlægger forretningsorden.

Formanden vælges særskilt for en 2-årig periode på den ordinære generalforsamling. Genvalg kan finde sted.

Valg til bestyrelsen foregår ved simpelt flertalsvalg ved den ordinære generalforsamling. Ordinære medlemmer af bestyrelsen vælges for en 2-årig periode. Genvalg kan finde sted.

Ved hver ordinær generalforsamling vælges 4 ordinære bestyrelsesmedlemmer. Såfremt der er yderligere ledige pladser i bestyrelsen vælges de efterfølgende medlemmer for et år. I tilfælde af flere opstillede til bestyrelsen end ledige pladser, vælges ved afstemning dem som har opnået flest stemmer.

Alle ordinære medlemmer kan stille op til de ledige pladser i bestyrelsen. Opstilling kan også ske skriftligt til bestyrelsen forud for generalforsamlingen, dog senest ved den ordinære generalforsamlings påbegyndelse til dirigenten.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med en næstformand, faglig sekretær, kasserer og øvrige poster. Samme bestyrelsesmedlem kan bestride flere poster. Dog kan formanden ikke samtidigt være kasserer. Bestyrelsen udpeger også medlemmer til relevante repræsentantskaber, arbejdsgrupper og andre relationer hvor DSMU har repræsentation.

Såfremt der ikke ved generalforsamlingen er valgt en lægestuderende til bestyrelsen, bør bestyrelsen sikre en kontakt til Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) gennem aftale om en observatørpost til bestyrelsen som også inviteres til bestyrelsesmøderne.

Selskabet forpligtes økonomisk ved underskrift af formand og kasserer i fællesskab. Selskabet hæfter kun for sine økonomiske forpligtelser med sin til enhver tid tilhørende formue.

 

§ 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. Hvert år i oktober eller november måned afholdes ordinær generalforsamling. Indkaldelse skal fremgå af DSMU’s hjemmeside ogrundsendes elektronisk til medlemmerne med mindst 3 ugers varsel. Sammen med indkaldelsen udsendes formandsberetning, beretning fra eventuelle udvalg, samt eventuelt indkomne forslag.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig når den er lovligt indvarslet. Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent og referent

2. Formandsberetning

3. Beretning fra udvalg

4. Forslag fra medlemmerne

5. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse

6. Budget fremlægges til godkendelse og kontingent fastlægges

7. Valg af formand, såfremt relevant

8. Valg til bestyrelse

9. Valg af revisor og revisorsuppleant, såfremt relevant

10. Eventuelt

 

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være modtaget af bestyrelsen senest 8 uger før afholdelse af årsmøde og generalforsamling. På en generalforsamling kan der ikke træffes beslutning om forslag, som ikke forud er optaget på dagsorden.

Stemmeafgivelse sker normalt ved håndsoprækning men skal dog ske skriftligt ved alle valg, hvor der er flere kandidater end ledige poster, og i øvrigt når mindst 2 medlemmer kræver det. Stemmeafgivning ved fuldmagt kan ikke finde sted.

Generalforsamlingen afgør alt ved simpelt flertal blandt de fremmødte ordinære medlemmer. Ændringer i selskabets vedtægter kræver dog 2/3 flertal blandt de fremmødte ordinære medlemmer, dog mindst halvdelen af selskabets ordinære medlemmer.

Såfremt et forslag til vedtægtsændring vedtages med det krævede 2/3 flertal, uden at dette flertal udgør halvdelen af selskabets ordinære medlemmer, kan forslaget vedtages på en følgende ordinær eller ekstraordinær generalforsamling med 2/3 af de fremmødte ordinære medlemmers stemmer.

Ekstraordinær generalforsamling skal sammenkaldes af bestyrelsen hvis 3 medlemmer af bestyrelsen eller hvis mindst 1/5 af de ordinære medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom til bestyrelsen. Efter anmodning om ekstraordinær generalforsamling skal medlemmerne indkaldes elektronisk ved e-mail og opslag på hjemmesiden med minimum 3 ugers varsel.

 

Dagsorden for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent og referent

2. Behandling af den sag, der har foranlediget ekstraordinær generalforsamling indkaldt

3. Eventuelt

 

Referat af ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger skal være offentliggjort senest 3 måneder efter afholdelsen.

 

§ 6. Regnskab

Selskabets regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.

Regnskabet revideres af en revisor, valgt af generalforsamlingen for 2 år. Suppleant for revisor vælges på samme måde.

 

§ 7. Ophævelse af selskabet

Beslutning om selskabets ophævelse eller sammenlægning med anden organisation kan træffes på en generalforsamling, hvis 3/4 af foreningens samlede antal af ordinære medlemmer beslutter dette.

Hvis generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkalder bestyrelsen til en ny generalfor- samling, hvor 3/4 af de fremmødte ordinære medlemmer kan træffe beslutning herom. Beslutning om anvendelse af selskabets formue træffes ved almindelig stemmeflerhed på den opløsende generalforsamling.

Vedtaget på Selskabets stiftende generalforsamling på universitetet i Odense den 19. november 1999. § 5 ændret på ekstraordinær generalforsamling den 26. maj 2003. Med ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling i Odense d. 23. november 2006. Med ændret § 4 vedtaget på den ordinære generalforsamling den 7. november 2013. Med ændret § 5 og § 6 vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 17.12.20.